Skoledagen på Artillerivej
Skoledagen er bygget op omkring forudsigelighed, struktur, anerkendelse og stærke relationer, og følger folkeskolens fælles mål. Undervisningen er primært individuelt tilrettelagt med fokus på både elevernes faglige udvikling og deres sociale kompetencer. Det er afgørende, at eleverne får indsigt i deres egne udfordringer og lærer at håndtere dem, samtidig med at de udvikler evnen til at navigere i deres omgivelser. Tætte voksenrelationer og individuelle samtaler understøtter denne proces. Lærerne har særlige kompetencer inden for ADHD-området.
Undervisningen foregår i små grupper og er inspireret af TEACCH-metoden, som fremhæver tydelig struktur og individuelt tilpassede opgaver. Hver fredag afholdes “klassens time,” hvor eleverne reflekterer over klassens ugentlige fokuspunkt og evaluerer ugens forløb.
Derudover arbejdes der med individuelle “fokuspunkter,” som er kortsigtede mål for ugen for den enkelte elev, der evalueres i samarbejde med kontaktlæreren eller -pædagogen.
Skoledagen starter kl. 8.00 og slutter enten kl. 13.30, 14.30 eller 15.00, afhængigt af klassetrin. Dagen begynder altid med en fælles samling i klassen, hvorefter der er skemalagt undervisning, der følger folkeskolens fælles mål. Dette omfatter almindelige skolefag, social træning, tilpassede frikvarterer og frokostpauser. Bevægelse er en integreret del af hverdagen. Efter skoletid, indtil kl. 16.00, har eleverne mulighed for at deltage i eftermiddagsklubben, hvor der tilbydes aktiviteter som legeplads, fodbold, bordtennis, kreativt værksted, gaming og madlavning.
Mange af skoledagens aktiviteterne foregår på skolen, men vi benytter også de lokale faciliteter som fx den bemandede legeplads på Bryggen, DR Byen og Amager Fælled.
Eftermiddagsklubben er åben for alle elever på skoledage samt i efterårsferien (uge 42), vinterferien (uge 7) og udvalgte uger i sommerferien (uge 27 og 31). Klubben holder lukket i uge 28, 29, 30 samt mellem jul og nytår.
Traditioner
Traditioner som Skolens fødselsdag, Motionsdag, Halloween, Julefest, Fastelavn, Påskefrokost, Sommertur, Sommerfest/Translokation og selvfølgelig Sidste skoledag spiller en stor rolle på vores skole, da de ikke kun skaber glæde og fællesskab, men også styrker elevernes sociale kompetencer og giver dem mulighed for at udvikle sig personligt og kulturelt.