Skoledagen på Kigkurren
Skoledagen er bygget op omkring forudsigelighed, struktur, anerkendelse og trygge relationer. Undervisningen er primært individuelt tilrettelagt med fokus på både elevernes faglige udvikling og deres sociale kompetencer, og følger folkeskolens fælles mål.
Undervisningen foregår i mindre klasser på baggrund af TEACCH-metoden, som fremhæver tydelig struktur og individuelt tilpassede opgaver.
Vi tilbyder morgenmad til elever, der har behov for det mellem kl. 8:00-8:15, der er formiddagsmad hver dag kl. 9:45 og frokost kl. 12:15, som er tilberedt i samarbejde med eleverne. Vi forventer, at alle spiser med til måltiderne og vi lover til gengæld, at eleverne altid kan få et alternativ, som de véd, de kan lide; et tryghedsmåltid.
Skoledagen starter kl. 8.00 og slutter kl. 15.00.
Fra 13:30 til 15:00 har vi temafag, hvor vi tilbyder forskellige sociale aktiviteter som spænder fra idræt over kreaværksted til brætspil. Efter skoletid, indtil kl. 16.00, har eleverne mulighed for at deltage i eftermiddagsklubben.
Hver fredag kl. 14:30 samles alle de elever, der kan, til fælles afslutning af ugen, hvor vi spiser noget lækkert og vender den forgangne uge.
Digital dannelse
Skolen på Kigkurre vil i samarbejde med elever, forældre og medarbejdere arbejde for at skabe en skole, hvor mobiltelefoner, elektroniske gadgets og digitale medier ses som naturlige elementer i elevernes hverdag, uden at de dog må forstyrre i undervisningen og i det sociale samspil på skolen.
Vi ønsker at fremme dannelsen af en kritisk, fornuftig og tidssvarende digital kultur, hvor vi ser positivt på tilgangen til brugen af digitale medier og de muligheder disse giver og samtidig træner eleverne i kildekritik og media literacy.
Specielt til forældrene:
Det er vigtigt, at man som forældre overvejer, hvornår og hvorfor barnet skal have en mobiltelefon med i skole. Vores klare anbefaling er, at en mobiltelefon primært skal være en hjælp i forhold til transport til og fra skole, hvilket også er retningsgivende for, hvornår barnet har brug for en mobiltelefon – nemlig når barnet skal til at klare skolevejen alene.
Som forældre er det yderst sjældent, I har behov for at ringe til jeres børn i skoletiden. Hvis I har behov for at tale med jeres barn, anbefaler vi, at I kontakter skolens kontor på 3210 0003, eller klasselæreren først. Vi mener også, at børnene har det bedst med, at dagens aftaler er på plads, inden de kommer i skole.