Vi har to primære målgrupper organiseret i adskilte skoletilbud ud fra deres primære handlemønstre. Hver skoletilbud har egen skoleledelse og egen specialiseret personalegruppe med lærere og socialpædagoger:
Skolen på Artillerivej for elever i alderen 6 – 17 år med primært ekstroverte handlemønstre:
På Artillerivej er der indskrevet elever, der er udfordret af omsorgssvigt, socio-emotionelle udfordringer, kontaktforstyrrelser, adfærdsproblematikker, manglende impulskontrol, kontakt- og opmærksomheds -forstyrrelser herunder ADHD mv.
Eleverne er indskrevet i klasser på op til 6 elever med mulighed for skærmet undervisning og behandling 1:1 i en afgrænset periode. Eleverne på Artillerivej er generelt opmærksomhedsforstyrret. De har derfor brug for tydelige og robuste lærere og socialpædagoger i en tæt og tydelig struktur, der er bygget op omkring tydelige visuelle skemaer og dagsplaner. Der er en normering på ca. 2,5 elever pr. lærer/socialpædagog.
Eleverne på Artillerivej er aldersopdelt.
Skolen på Kigkurren – for elever i alderen 6 – 17 år med udfordringer primært indenfor autismespektret og/eller svigtende skoletilknytning:
På Kigkurren rummer vi normalt og højt begavede børn på hele autismespektret. Desuden har vi elever med belastningsreaktioner, spiseforstyrrelser og angstlidelser, som fx socialfobi, separationsangst og OCD, som vi har stor succes med at få i trivsel igen. Vi har et tæt samarbejde med børne- og ungdomspsykiatrien, hvorfra vi kan modtage elever direkte fra indlæggelse i en koordineret behandlings- og undervisningsindsats.
Fælles for alle vores elever på tværs af diagnoser og skoletilknytningsmønstre er, at de har en forhøjet følsomhed overfor uro, uforudsigelighed og hård omgangstone, og at de derfor har massive udfordringer med at indgå i ordinære grundskoleforløb.
Eleverne på Kigkurren er organiseret i klasser fra 1 til 6 elever i klasserum, hvor der er mulighed for fællesundervisning, men også for skærmet 1:1 undervisning og behandling i en kortere periode. Der er en normering på ca. 2,5 elever pr. lærer/socialpædagog.
Eleverne på Kigkurren er aldersopdelt.
Skolevægringstilbuddet Fremdrift – for elever i alderen 6 – 17 år indenfor autismespektret og samme målgruppe som elevgruppen på Kigkurren.
På Kigkurren har vi desuden mange års erfaring og succes med at få børn med skolevægring i skole igen i et tæt og respektfuldt samarbejde med deres forældre. For elever, der er isoleret derhjemme grundet skolevægring, har vi mulighed for at opstarte en indsats i hjemmet, hvor vi tilbyder eleven hjemmeundervisning, samtaler, motiverende aktiviteter mm. Desuden tilbyder vi forældrene støttende samtaler og behandling undervejs.
Det overordnede mål er, at eleven efter en indsats i hjemmet indsluses i skolen på Kigkurren eller til andre egnede skoletilbud.